Gå til hovedindhold

Special Minds

Special Minds

Indhold

    Praktisk information
    Special Minds
    Gunnar Clausens Vej 68
    8260 Viby J

    Telefon: 8612 5660
    Hjemmeside: specialminds.dk 

    Kontaktperson: Lars Raun
    Mobil: 26 32 82 10 
    Mail: lars@specialminds.dk 

     

    STU for unge og voksne med autisme eller lignende profil

    En STU hos Special Minds er for unge og voksne fra 16-25 år, der i en autismevenlig og individuel tilrettelagt ramme, bliver klar til job eller videre uddannelse

     

    Mange unge og voksne med autisme eller lignende profil har haft en oplevelse af ikke at passe ind i de eksisterende skole- og uddannelsestilbud. Hos Special Minds har vi succes med at skabe rammer, der tilgodeser den enkeltes behov. Nysgerrigt og åbent arbejder vi på STU’en med at finde den enkeltes motivation, bringe ressourcerne i spil og skabe klarhed over, hvordan den enkelte bedst muligt håndterer sine udfordringer.

    Med det afsæt finder den enkelte frem til sine kompetencer, og i et samarbejde hjælper vi med klarhed over, hvad der er den rette plan for videre uddannelse eller job.

    Den fysiske ramme

    Som STU-elev hos Special Minds Aarhus er man i et autismevenligt miljø. Alle undervisere har stor viden om autisme, og vi gør meget ud af at skabe rammer, som både giver plads til den enkelte, og har fokus på etablering af sociale fællesskaber.

    STU-eleverne færdes sammen med andre unge og voksne hos Special Minds, som er i beskæftigelsesrettede forløb. Derudover har vi også en IT-virksomhed, Special Minds IT, hvor vi målrettet ansætter IT-konsulenter, som i kraft af deres autismeprofil har unikke kompetencer.

    Vi holder til i Vækstpark for Socialøkonomi i Viby, hvor vi deler adresse med 25 virksomheder, som alle bidrager til udviklingen af det rummelige arbejdsmarked. I Vækstparken er der kantine med god frokostordning for alle STU-elever. Derudover har vi egen hal med adgang til aktiviteter som bordtennis, bordfodbold og badminton. Vi har fitnessrum, hvor flere unge træner sammen. Vi har mindre fælleslokaler og hyggekroge, som inviterer til fællesskab om bræt- og computerspil osv.


    En rolig opstart og ramme

    Vi lægger stor vægt på at finde ud af, hvordan rammer og struktur er de rette, for at hver enkelt elev fungerer bedst muligt. De første tre måneder er introduktionstid, hvor vi ikke har opsat mål. Her handler det ene og alene om at lære hver enkelt at kende. Vi fokuserer på:

    • Hvad interesserer du dig for?
    • Hvad motiverer dig?
    • Hvad har tidligere udgjort barrierer?

    Med det afsæt er der de bedste forudsætninger for at arbejde ressourceorienteret og få skabt et 3-årigt STU-forløb med meningsfuldhed og motivation til læring. Det er en skemalagt og struktureret hverdag med en individuel kombination af fag, praktikker, socialt samvær og mulighed for støttesystemer tilrettelagt efter dine særlige behov.


    Valg af den rette retning

    STU-elever er selv med til at formulere målene for deres uddannelse og vælge den retning, som bedst matcher deres interesser. Som elev, vælger man en linje. Linjerne er med til at give struktur, men er samtidigt fleksible, idet man kan sammensætte sit eget skema på tværs af linjerne.

    I Aarhus har vi fem STU-linjer:

    • STU-Broen er for dig, som måske har haft en længere skolepause eller af andre grunde har brug for en rolig ramme om din opstart. Vi tilrettelægger dit STU-forløb individuelt, så du i det rette tempo og med de rette udfordringer arbejder hen mod dine mål.
    • Almen Linjen er for dig, som ønsker at opkvalificere- eller vedligeholde dit faglige niveau. Her bliver du undervist i basisfagene dansk, matematik og engelsk.
    • Almen studieretning er primært for dig, der ønsker at læse HF enkeltfag online eller er i gang med at færdiggøre folkeskolens afgangsprøve for efterfølgende at søge ind på en ungdomsuddannelse. På almen studieretning får du undervisning i studieteknikker.
    • Medie- og IT linjen er for dig, der vil dygtiggøre dig inden for forskellige IT-discipliner. Du kan enten bruge IT-linjen som springbræt til at videreuddanne dig inden for området eller som en direkte vej til at arbejde med IT umiddelbart efter endt STU. På IT-linjen bliver du præsenteret for områder, hvor der på sigt er beskæftigelsesmuligheder – også uden decideret uddannelse.
    • Praktisk linje er for dig, der godt kan lide at lave praktisk, manuelt arbejde, og som ønsker uddannelse eller beskæftigelse inden for dette område efter endt STU. På den praktiske linje bliver du introduceret til forskellige håndværk på medhjælperniveau. Vi samarbejder med produktionsvirksomheder, så du får et tydeligt billede af produktionsopgaver i rigtige virksomheder. Derudover samarbejder praktisk linje med pedellen i Vækstpark for Socialøkonomi. Det gør arbejdet og opgaverne så virkelighedsnære som muligt i en velkendt ramme.


    Praktikker står centralt

    Praktik samt faget Uddannelse & Job er en del af alle fem STU-linjer. Her stifter du konkret bekendtskab med arbejdsmarkedet, og dermed bliver du afklaret i forhold til ønsker for fremtiden. Der er mulighed for at komme i praktik mindst to gange årligt. Formålet er at opnå en begyndende brancheafklaring samt et billede af, hvor mange timer den enkelte unge kan arbejde pr. uge og hvilke skånehensyn, der er behov for. CV, ansøgning og praktikforberedelse er en del af undervisningen.


    Næste skridt efter STU

    Målet er, at den unge efter STU Special Minds er klar til videre uddannelse eller til at arbejde på særlige vilkår. STU’en udvikler således de kompetencer hos hver enkelt, der efterspørges i erhvervslivet og på uddannelser. Derudover får den enkelte elev styrket sin selvstændiggørelse på de øvrige livsområder.

    Casefortællinger

    Mød Sean, og læs om hans vej til en ungdomsuddannelse

    Mød Mathias, som er gået fra STU til fleksjob hos DCC

    Mød unge, der afslutter STU og er på vej mod næste mål: 

    STU er et springbræt til livsdrømmene

    Vil du vide mere:

    Du er altid velkommen til at kontakte Special Minds for at høre nærmere om deres STU.

    Sidst opdateret: 21. november 2024